Historien bag Orloff Watches: En fascination af den vilde vestkyst

Fra Tøndermarsken i syd til Skagen i nord. Den danske vestkyst strækker sig over mere end 500 kilometer, hvor naturen konstant ændrer karakter. Mens bølgerne banker mod klitterne i nord, kan man kende Vadehavet i syd på sit blanke, stille vand.

Vestkysten er med andre forunderlig og foranderlig, og det er netop det som personen bag Orloff Watches, Mads Orloff, altid har været fascineret af. Først som barn, senere som fotograf og nu som urproducent.

Vestkysten som legeplads

Som barn har Mads Orloff sammen med sin familie ofte tilbragt sine somre ved den danske vestkyst. Her udgjorde de brede strande med høje, hvide klitter verdens bedste og største legeplads. På Vestkysten fløj tiden afsted i samme tempo, som bølgerne skyllede ind over strandbredden.

Disse minder tog Mads Orloff med sig ind i sit voksne liv, hvor kærligheden til og fascinationen af Vestkysten kun er taget til. For Mads Orloff er Vestkysten stadig én stor legeplads, men i dag er legetøjet skiftet ud. Skovlen og spanden er blevet erstattet med kameraet, og gennem kameralinsen fik Mads Orloff for alvor øjnene op for Vestkysten og dens kontraster. Det ene øjeblik tager Mads Orloff billeder af de bløde, afrundede sandklitter, mens han i det andet øjeblik vender linsen mod de dramatiske skrænter, der står som bolværk mod havets utrolige kræfter. 


Den danske vestkyst er helt sin egen, og det er netop det, Orloff Watches hylder.

Erfaring fra urbranchen

Ikke kun er Mads Orloff optaget af fotografi og den danske vestkyst. I de senere år er ure ligeledes blevet en passion for ham, og med Orloff Watches er det lykkedes at forene de tre elementer.

Takket være flere års erfaring i urbranchen har han opnået stort kendskab til produktion og design af ure. Faktisk har Mads Orloff stået bag hele processen fra at designe uret og udvælge materialer til at tage uret med ud til Vestkysten for at skyde billeder og video af det. 


Dermed er intet overladt til tilfældighederne. Når du spænder et ur fra Orloff Watches rundt om håndleddet, kan du dermed være sikker på, at der er tænkt over hver en detalje, der henter sin inspiration fra Vestkysten. Tag eksempelvis et kig på siden af uret. Her finder du en lille, men vigtig detalje: Riller. Rillerne symboliserer nemlig de uendelige sandriller, der formes af vinden og havet ved Vestkysten.